Ruth Steenberg

Stine er datter af min tiptipoldefar, Lars Jørgensen og hans 2. kone. Han mistede sin 1. kone  - min tiptipoldemor Anne Hansdatter - 23. oktober 1829 og han stod alene med en gård med 1 søn Hans og 3 mindreårige døtre: Anne Margrethe, Maren og Karen, så der skulle hurtigt en kone på gården igen. Og det kom der. Den 8. januar 1830 gifter han sig med Mette Marie Eriksdatter. De får hurtigt en søn Jørgen og 6 år senere kommer Stine til verden. Det mest almindelige var dengang, at man opkaldte den 1. pige, der blev født efter forrige kone, men det gjorde de ikke. I stedet fik hun navnet Stine. 

Stine blev hurtigt ene pige på gården sammen med forældrene, halvbroderen Hans og broderen Jørgen. Da Stine er 17 år, mister hun sin far og moderen kommer til at stå for gården, hjulpet af Hans og Jørgen. Efter et par år gifter Jørgen sig og flytter til Fensmark, mens Hans stadig er hjemme på gården. Det kunne godt se ud, som om Hans har forventet at overtage gården, men i så fald må det have været noget af en bet for ham. For Stine og hendes mand Mads overtager fæstet, da de gifter sig i 1862. Så er der ikke plads til 2 mænd på gården, og Hans bliver viet 8 dage efter deres bryllup og flytter til Toksværd.

I familien har vi altid fået at vide, at Stine fik 2 piger, som hun mistede, og der er altid blevet talt om, hvor hårdt det måtte have været. Mit arbejde har imidlertid vist, at hun ikke blot mistede 2 piger, men også 2 drenge. Den første søn blev kun en uge gammel, mens den anden blev 2 år. Pigerne blev henholdsvis 9 og 14 år. Vi kan i dag slet ikke forestille os, hvordan det må være at miste alle børnene.  

Men Stine og Mads måtte fortsætte deres liv på Kildegård og ifølge fortællingerne var meget hjælpsomme og gavmilde, faktisk i en grad, så Stine sad meget hårdt i det, da Mads døde i 1879. Men hun klarede sig ved hjælp af familien. Hun havde et nært forhold til halvsøsteren Marens datter og svigersøn, Frederikke og Hans. De nære bånd førte til at deres søn,  Niels - min farfar - endte med at arve gården efter Stine.

Stine dør i 1918, 81 år gammel. Min far kunne huske hende som en meget sød gammel kone, der holdt af at give min far og farbror chokolade. Når de legede udenfor, åbnede hun vinduet i sin stue og kaldte dem hen, så hun kunne give dem chokolade. Vi har et dejligt, men desværre noget sløre billede, hvor hun sidder med dem på skødet.